Om religion

Det a-religiøse sygehus?
Set med ikke-kristne øjne, er det ikke sikkert, at hospitalsvæsenet er så a-religiøst, som vi går og tror. Det vi betragter som rutine og dagligdag, kan af andre opfattes som overgreb og manipulation. På trods af vores påståede fordomsfrihed og værdineutralitet kan det kræve stor opmærksomhed og fingerspidsfornemmelse ikke at komme til at krænke patienter fra fremmede kulturer eller patienter med andre religiøse holdninger end den kristne.

Vi går som danskere ud fra, at hospitalsvæsenet er a-religiøst og værdifrit. Alle skal plejes humant og værdigt, uanset køn, race eller religion, og behandlingen bygger på objektive, naturvidenskabelige erkendelser.

Selvom sygehusvæsenet har løsrevet sig fra sin ideologiske fundering i kristendommen, er hospitalet en spejling af den omgivende kulturelle og religiøse virkelighed.

Hospitalets rytme er underlagt vores religiøse kalender, med nedsat aktivitet på helligdage og ved kirkelige højtider. Til jul pyntes der op og serveres traditionel julemad, og både spegepølse og leverpostej indgår med selvfølgelighed i det daglige måltid.

Som danskere går vi ud fra, at sygdom er den enkeltes personlige anliggende, og ikke et familieanliggende. Vi har vænnet os til en indforståethed med de regler for blufærdighed, der hersker på et hospital. Og selvom vi accepterer, at nogen bærer tørklæde og slør, så lægger hospitalets rutiner op til, at man uden videre skal blotte resten af kroppen for det interesserede personale.

Religiøsitet og åndelig omsorg
Uanset hvor hensynsfuldt man forsøger at forholde sig, vil det altid være et anslag mod den personlige integritet at blive syg og dermed blive patient. Smerter, tab og lidelse kan reducere os til noget nær ren kropslighed, og den eneste historie, der gør en patient interessant som patient, er vedkommendes sygehistorie. Det kan hospitalsvæsenet ikke ændre på. Men man kan være opmærksom på de kulturelle og religiøse sammenhænge, der for en patient kan være så afgørende for at fastholde den personlige integritet. Så der ikke, oven i den plage det er at være syg og hospitaliseret, også lægges smerten ved at få negligeret sin kulturelle og religiøse livsforståelse.

Åndelig omsorg begynder med, at man sikrer patientens grundlovsfæstede ret til at udøve sin religion. At man respekterer patientens livsholdning og giver mulighed for at drøfte åndelige og eksistentielle spørgsmål med præsten eller den religiøse vejleder.

Åndelig omsorg kan rumme mange aspekter og antage forskellige former og udtryk, alt efter hvilken kultur og religion man har hjemme i. Helt fundamentalt har det noget med samtale, med kommunikation at gøre. Det handler om at være i det samme "rum" : at dele sorger og glæder, fortvivlelse og håb, afmagt og mod. Og at lade den, der i sin lidelse føler sig fortabt fra fællesskabet, vide at han eller hun ikke er alene i sin afmagt.

Grundlæggende elementer i åndelig omsorg er samtale og nærvær. Det gælder vel for alle mennesker, at når vi skal tale om vores helt personlige følelser og dybeste anliggender, så vil vi gerne have ro omkring os og nogenlunde diskretion. Uanset om det er personale, en nær ven, en pårørende eller en præst man taler med om dybt personlige anliggender, så vil man gerne have rum til fortroligheden. Det er svært at tale frit og lade følelserne få afløb, hvis medpatienter og måske deres pårørende er tilhørere og tilskuere, eller hvis døren står åben og forskelligt personale har ærinder på stuen.

Hvis der er et kirkerum på hospitalet, kan det anvendes af mobile patienter og pårørende som et stillerum, hvor der er mulighed for ro til eftertanke og uforstyrret samtale. Hvis patienten ikke er mobil, eller af religiøse grunde ikke ønsker at bruge kirkerummet, bør man tilstræbe, at personlige samtaler med personale, pårørende eller præst kan foregå uforstyrret og diskret.

Ritualer
De religiøse ritualer er ikke blot magi, der alene virker ved en mekanisk udførelse. Ritualer og symboler rummer en bred vifte af betydningsnuancer. Det har væsentlig betydning, at ritualer er med til at skabe fællesskaber. Man er sammen med andre om at udføre ritualet, og ritualet forbinder os med en bestemt historie, en bestemt kultur og et bestemt religiøst fællesskab.

Rammes man pludselig af alvorlig sygdom eller ulykke, eller står man ved et dødsleje, er det næsten uoverkommeligt, samtidig at skulle "opfinde" noget relevant at sige og gøre. Traditioner og ritualer er en hjælp til at få sat ord og handling på nogle af de ustyrlige og overvældende følelser og få lagt en form ned over de kaotiske tanker. På den måde kan man få udtrykt og meddelt både sin sorg, sit håb, sin vrede og sin fortvivlelse. Ritualernes faste, overleverede form kan være med til at skabe et rum af tryghed midt i en krisesituation. Mange af de religiøse tekster og ritualer bringer en poetisk form og æstetik ind i en måske trøstesløs og kaotisk situation og formidler menneskelige erfaringer, der tillader den fortvivlede at spejle sig i en virkelighed, der er større end den aktuelle.

De fleste religiøse ritualer, der kan blive aktuelle på et hospital, kan udføres med et minimum af udstyr og rekvisitter; men hvad de mangler i ydre pragt, vinder de ofte i intensitet og betydning for de deltagende. Det er væsentligt for patientens værdighed og følelse af at blive accepteret, at personalet respekterer de ritualer, som patienten og de pårørende ønsker at udføre. Når personalet hjælper med at fremskaffe enkelt, nødvendigt udstyr, bliver det betragtet som en stor imødekommenhed. F. eks. er et vandfad det eneste nødvendige udstyr til en dåb; men hvis det placeres på et rullebord med en hvid dug og en blomst, får man indtryk af velvilje og respekt.

Man bør være opmærksom på, at der er kristne symboler mange steder, og at disse symboler kan virke krænkende på f.eks. muslimer. Der findes kirkegårdskapeller og hospitalskapeller, der ikke er indviede og udsmykket med kristne symboler, og som kan bruges af næsten alle religioner og religiøse retninger.

Bearbejdet efter
Religionerne - en vejviser for hospitalspersonale - om religiøse forskrifter, regler og traditioner af betydning i forbindelse med hospitalisering
Henning Nabe-NielsenOplagt på Rigshospitalets intranet, 2002