Narrativer og minoritetspatienter

Af Anders Fisker og Marianne Østerskov

Det vigtigste element i samtalen med en person, vi skal forsøge at forstå, er nysgerrighed – og denne nysgerrighed kan blive bedre tilfredsstillet, hvis vi lærer at bruge fortællinger eller narrativer aktivt som en del af kommunikationen.  En ny rapport fra Videnscentret (VFTP) sætter spot på, hvad fortællinger er, og hvordan de kan indgå i arbejdet med de etniske minoritetspatienter.

Kan ord i sig selv virke helbredende? Kan man få det bedre af at fortælle om sin fortid? Og hvad betyder det i grunden at fortælle? I løbet af efteråret 2004 lavede VFTP i samarbejde med Distriktspsykiatrisk Center Indre Nørrebro et projekt med formålet at få indblik i en række minoritetspatienters personlige livshistorie udfra vores kendskab til, at flygtninge og indvandreres ofte har haft en meget omskiftelig tilværelse.

Især flygtningenes liv kan være meget segmenteret i fx tiden før krigen, krigsoplevelser, fængsling og eventuel tortur, flugten og den usikre periode i forbindelse med asylansøgningen. Derudover er der ofte mange vanskeligheder og udfordringer ved at skulle lære at tilpasse sig en meget anderledes kultur.

Idéen med projektet var at belyse, hvordan vi som behandlere – her i interviewerens rolle – kunne blive bedre til at stille spørgsmål og skabe et samtaleklima, der var mere orienteret omkring fortællingen, hvor det er patienten, der vælger, hvad han finder vigtigt at tale om og ikke kun vores anamnesespørgsmål.

Resultatet blev ti længere livshistoriske interview med en række minoritetspatienter, som kom fra vidt forskellige egne af verden. I rapporten indgår fortællinger fra tre af disse patienterne med henholdsvis en irakisk, en italiensk og en eritreansk baggrund. De giver på meget forskellig vis en gennemgang af deres individuelle forhistorie og deres syn på, hvad det vil sige at have en psykisk lidelse.

Rapporten handler både om disse tre konkrete patienter, men den har også et mere generelt sigte i og med, at den søger at afdække, hvad der kendetegner en god kommunikation (her mellem behandler og patient), og hvordan livshistoriens fortællinger er med til at skabe vores personlige identitet.

Livshistorier og terapi

Man kan spørge sig selv, hvad der nu er det terapeutisk relevante ved at høre om begivenheder og oplevelser, som måske fandt sted for mange år siden? Det vigtige må vel være at høre om patientens dagligdag, som den leves i dag, kan man tænke. Til det må man sige to ting: For det første er hukommelsen og forståelsen af de ting, vi har oplevet i vores fortid, en meget vigtig forudsætning for, at vi kan orientere os i nutiden. Hvis ikke vi ved, hvilke begivenheder, der har været med til at forme os til dem, vi er i dag, så kan det være meget svært, at skabe en stabil identitet.

For det andet: Hændelserne fra en måske fjern fortid bliver altid fortalt set med nutidens øjne. Vi kan derfor få ligeså meget at vide om en person - og dennes syn på omverdenen og sig selv i dag – ved at høre personen fortælle om begivenheder, som fandt sted for mange år siden. Fortællingerne kan være medvirkende til at skabe en sammenhæng i patientens historie og måske også give en større forståelse af, hvordan disse begivenheder påvirker ham i dag.

Luigi og hjernehindebetændelsen

Her er et eksempel på en livshistorisk fortælling, som kan illustrere, hvordan en hændelse - som udspillede sig for mange år siden - også kan afspejle en patients værdibillede den dag i dag:

”Luigi:…og så husker jeg den tid, hvor jeg var omkring to et halvt år gammel …og der var det sådan, at jeg fik engang en…hjernehindebetændelse, hvor jeg var på hospitalet

Interviewer: Ja…

Luigi: …og så….var jeg sammen med en anden. Vi var på tomandsværelse…og så…havde jeg problemer med at være alene hjemme, jeg ville gerne have min mor…og det var hende, jeg kaldte på hele tiden. Og så da mine forældre kom for at hente mig, der gik jeg lige lukt ud i min fars arme (griner)

Interviewer: Nå?!

Luigi:  og til det sagde lægen: Det har jeg aldrig set før, vi var slet ikke klar over, at der var en mand…at der var en far også. For jeg spurgte kun om min mor…”

Denne lille fortælling er et godt eksempel på noget, der er mere end bare at være et tilfældigt minde fra barndommen, som popper op i den interviewedes hoved. Det kan godt være, at episoden med hjernehindebetændelsen ikke fra start var tiltænkt noget større budskab, men i den måde den bliver formidlet på kan vi blandt andet få et indtryk af, hvilket syn Luigi har på kønsroller og på forholdet til sin far og mor. Fortællingen bliver nemlig ikke struktureret omkring det budskab, at indlæggelsen med hjernebetændelsen er det afgørende og interessante element.

Det afgørende i fortællingen er derimod, at det var faderen – som måske i datidens italienske samfund repræsenterede en ikke-omsorgsgivende rolle - var den person, som Luigi åbenbart savnede mest og havde det tætteste forhold til. At samfundets normer sagde noget andet end Luigis egne følelser kan vi se på den måde, hvorpå han beskriver, at han i tiden på hospitalet (kun) havde snakket om sin mor. Men som det fremgår, så kan handlinger – altså da Luigi blev hentet af forældrene - fortælle mere end ord. På samme måde kan man fortsætte med at analysere mange flere lag i fortællingen

Det centrale er, at fortællingen altid har et budskab – eller rettere bliver givet et budskab. Den har også indlejret i sig har nogle værdier og normer, som kan vise, hvordan patienten anskuer verden i dag.

En narrativ tilgang

Rapporten henvender sig til både det sundheds- og socialfaglige personale indenfor psykiatrien, som ønsker at blive bedre til at kommunikere narrativt  med patienterne, hvor interessen og nysgerrigheden for den enkelte patients særlige historie skal være drivkraften i det daglige arbejde.

Målsætningen er ikke at komme med en universel manual, der kan bruges i alle sammenhænge til at gennemføre livshistoriske samtaler. Derimod er det hensigten, at rapportens eksempler skal fungere som inspiration til, hvordan man kan orientere behandler-patient-samtaler i retning af at være mere fokuseret på fortællingen.

Rapporten "Lad patienten fortælle" kan læses her  »