Traumatiserede flygtninge debatteres på høring
Flygtninge og indvandrere med sindslidelser falder ofte mellem flere stole, fordi deres problemer ikke passer ind i de etablerede behandlingstilbud. I en fælles erkendelse af problemets omfang og alvor samledes omkring hundrede behandlere, integrationskonsulenter og politikere på Christiansborg.

Hører traumatiserede flygtninge under psykiatrien? Hvordan koordinerer man bedst behandlingen af sindslidende flygtninge og indvandrere, og hvordan ændrer man på et samfunds menneskesyn? Det var nogle af de spørgsmål, der blev rejst, da Videnscenter for Socialpsykiatri, Selskab for Interkulturel Psykologi og Videnscenter for Transkulturel Psykiatri afholdt høring på Christiansborg d. 20. januar.

Landstingssalen var pakket og diskussionerne præget af både et engagement og en forsigtig ydmyghed i et felt, hvor der ikke er nogen lette eller simple løsninger.

Bristepunktet
Det kræver mange ressourcer at komme til Danmark som flygtning. I månedsvis placeres man i et asylcenter, hvor man ikke ved, om man er købt eller solgt, og når man endelig forlader barakkerne, står man over for at skulle navigere igennem et system, man ikke kender og på et sprog, man ikke forstår. Belastningen er enorm for alle. Men hvis man derudover har været udsat for traumatiske begivenheder, kan det være mere, end man kan bære.

Næsten hver tredje flygtning, som får asyl i Danmark, har været udsat for traumatiserende oplevelser. Oplevelser, som spænder fra ophold i fængsler, tortur og voldtægt til deltagelse i krigshandlinger. Konsekvenserne kan være vidtrækkende og følgerne både af social, fysisk og psykologisk art.
- Symptomerne manifesterer sig blandt andet gennem angst, vredesudbrud, koncentrationsbesvær og hukommelsessvigt. Den traumatiserede kan opleve en mindsket evne til at føle kærlighed og nærhed til andre mennesker, ligegyldighed samt en forringet interesse for egen person, fortalte Grete Svendsen, konsulent i Dansk Flygtningehjælp.

De ressourcesvage flygtninge
Følgerne af traumatiseringen gør det svært for flygtningen at leve op til de krav, som det danske samfund stiller. Alle flygtninge, der kommer til Danmark, skal følge et introduktionsprogram, som består af danskundervisning, aktivering samt undervisning i danske samfundsforhold. Der kræves et minimum af 85 procents deltagelse. Et program, som passer fint til de ressourcestærke flygtninge, understregede Grete Svendsen.

Men hvis man har været udsat for et svært traume, har man ofte ikke de ressourcer, der skal til for at kunne tage del i et sådant program. Og ingen love eller bestemmelser tager højde for disse flygtninge.
- Der findes ikke et lempeligere introprogram for traumatiserede flygtninge, og det er svært at få dispensation. Selv, hvis man får dispensation findes der ikke nogen retningslinjer for, hvordan flygtningen skal hjælpes videre - det er op til den enkelte sagsbehandler, fortalte hun.

Grete Svendsen understregede, at det er vigtigt, at man i hver kommune identificerer disse flygtninge og laver et integrationsforløb, der passer til dem.

Når traumer griber om sig
Selv hvis introduktionsprogrammet gennemføres, kan traumatiseringen spænde ben for arbejdet med at integrere sig i det nye land.
- De flygtninge, som vi møder, har ofte store tilpasningsvanskeligheder. De har svært ved at tilpasse sig danske normer. Mange har dårlige erfaringer med det danske system og oplever en håbløshed på grund af de mange ekstreme forandringer og krav, som møder dem. Som følge af de traumatiserende begivenheder, de har været udsat for, lider mange også af et lavt selvværd og en lav tolerance over for modstand, forklarede Ida Schiørring, integrationsmedarbejder i Københavns Kommune.

Og når man har et lavt selvværd, har man heller ikke lyst til at gå ud og træffe nye mennesker og lære et nyt sprog. Derimod mister man lysten til at gøre noget og dermed ændre på sin situation. Håbløsheden tager til og kan blive til depression.

Når afmagt bliver til vrede
Oplevelsen af ikke at kunne tage vare på sig selv og sin familie og ikke at kunne fungere i det danske system skaber ofte følelser af skam og afmagt, forklarede Ida Schiørring.
- Nogle kanaliserer deres afmagt og frustration over i vrede. Vrede, der retter sig mod de, der er tæt på. Det kan give sig til udtryk ved, at manden begynder at slå sine børn og sin kone, som så bliver del af traumehistorien, sagde hun.

Hvis man vil undgå at traumehistorien griber om sig og får alvorlige og ødelæggende konsekvenser for den traumatiserede og dennes familie samt for integrationen, er der brug for behandling. Og helst så tidligt i forløbet som muligt. Spørgsmålet er imidlertid, hvor de traumatiserede flygtninge og indvandrere hører hjemme? Og hvem har henholdsvis det kliniske og økonomiske ansvar?

Mellem målgrupper
I dag indgår behandling af flygtninges krigs- og torturtraumer ikke som en integreret del af det gratis danske sundhedssystem. Flygtninge og indvandrere med svære traumer får i stedet hjælp på private og amtslige rehabiliteringscentre eller hos privatpraktiserende psykologer og læger. Baggrunden for, at man i sin tid etablerede særlige behandlingsinstitutioner, var, at man dengang ikke havde den nødvendige viden i det etablerede sundhedssystem. Flygtninge og indvandrere med svære traumer hørte ikke til den patientgruppe, som psykiatrien traditionelt beskæftigede sig med.
- Psykiatriens målgruppe er psykotiske patienter og personer med svære personlighedsforstyrrelser. Traumatiserede flygtninge falder uden for denne kategori på trods af, at de fungerer ligeså dårligt som psykotiske patienter, der som en selvfølge får gratis behandling i det almindelige sundhedsvæsen, sagde Marianne Kastrup, overlæge og leder af Videnscenter for Transkulturel Psykiatri.

Fordi behandlingen ikke hører under det almindelige sundhedsvæsen, er det kommunerne, der må yde støtte. Og det er de ikke altid villige til. Adgangen til behandling kompliceres yderligere af, at der ikke er nok pladser på rehabiliteringscentrene.

- Ventelisterne på behandlingscentrene er meget lange på grund af det store behov og nogle må flytte til en anden landsdel for at få en plads, sagde Grete Svendsen fra Dansk Flygtningehjælp.

Hvor skal vi hen?
Blandt høringens deltagere var der enighed om, at der er brug for en overordnet plan, der kan sikre traumatiserede flygtninge den hjælp, de har brug for. Men hvori skal planen bestå?

Ifølge Marianne Kastrup er der behov for, at psykiatrien tager sin målgruppe op til revision.
- Det er vigtigt, at de offentlige psykiatriske tilbud til enhver tid afspejler de behov for psykiatrisk hjælp, der er i samfundet. Vi må udvise en vilje til stadige justeringer for at tilgodese nye behov, herunder de behov, som svært traumatiserede flygtninge og indvandrere har for psykiatrisk hjælp, sagde hun.

Overlæge Ebbe Munk-Andersen, Dansk Røde Kors, påpegede, at det er utroligt vigtigt, at den traumatiserede får hjælp så hurtigt i forløbet som muligt. Flygtninge, som ankommer til Danmark og søger om asyl, befinder sig i et juridisk grænseland og får derfor sjældent tilbud om behandling. Dertil kommer, at den syv måneder lange ventetid på opholdstilladelse ofte forværrer traumatiseringen.
- Indsatsen skal være af forebyggende karakter. Den skal komme allerede, når flygtningen ankommer til Sandholmlejren, understregede Ebbe Munk-Andersen. Hans pointe gav genlyd hos Bente Rich, speciallæge og konsulent, som påpegede, at både fra et menneskeligt og et økonomisk synspunkt kan det ikke betale sig at lade hjælpen vente på sig.
- Lige nu bruger vi afsindigt mange ressourcer på at behandle noget, vi selv har ødelagt, konstaterede hun.

Kamal Qureshi, folketingsmedlem for SF, foreslog, at man imødekommer problemet ved at knytte en tovholder til flygtninge, så snart de sætter foden på dansk jord.
- Der er brug for en form for tovholder, som kan sætte tingene i gang, og som i løbet af 14 dage finder ud af, hvad personen har brug for. Har vedkommende brug for behandling osv., sagde Kamal Qureshi.

Grete Svendsen pegede på, at ansvaret må lægges hos amterne, så den enkelte kommune og flygtningen ikke skal betale for behandlingen. Hertil responderede Elisabeth Lenzing, chef for Social- og Psykiatrikontoret, Amtsrådsforeningen, at amterne lovmæssigt bør forpligtes til at tage ansvaret.
- Amterne kan lovligt lave arbejdet, men der er behov for at sige, at amterne skal udføre det. Når der ikke er nogen lov, er amterne mindre forpligtigede, og arbejdet bliver mindre konsekvent og mindre ensartet, påpegede hun.

Den politiske dimension
At amterne ikke har følt sig særlig forpligtede til at løfte opgaven har vist sig ved, at de over de seneste to år har brugt halvdelen af de penge, der var afsat til behandling af traumatiserede flygtninge til i stedet at nedbringe sygehusenes ventelister. En prioritering, som ifølge Kamal Qureshi, ikke er tilfældig.

- Regeringen sender nogle signaler, som påvirker amterne og deres håndtering af sagen, pointerede han. Amterne siger, ’her er en regering, som er mindre interesseret i, at denne gruppe hjælpes’. Resultatet er, at midlerne til torturofre er blevet brugt til at sænke ventelisterne, pointerede han.

Hermed pegede Kamal Qureshi på et tema, som igen og igen dukkede op ved høringen. Nemlig den politiske dimension knyttet til de traumatiserede flygtninges position. Kjeld Holm, biskop og tidligere formand for det nu nedlagte ’Rådet for etnisk ligestilling’, var den første til at slå temaet an. Han indledte således høringen med at pege på, at gruppen af sindslidende flygtninge og indvandrere befinder sig i samfundets marginaler i mere end én forstand.

- Der sker en dobbeltmarginalisering af denne gruppe i kraft af, at de både er etniske minoriteter og har en psykisk lidelse. Hvad sker der med ens selvværd og selvagtelse, når man får at vide, at man er et problem, hver gang man tænder for fjernsynet? At det var bedre, hvis man ikke var der. Måske kommer man også på et tidspunkt til at betragte sig selv som uværdig, sagde han.

Kjeld Holm rejste dermed spørgsmålet, om der ligger en traumatisering i selve det at udgøre en etnisk minoritet i Danmark. Selv var han ikke i tvivl.
- Vi er med til at traumatisere store befolkningsgrupper. Dette perspektiv må vi medtage, når vi taler traumatisering, sagde han.

Menneskesyn
Kamal Qureshi pegede ligeledes på, at der har fundet en destruktiv udvikling sted i opfattelsen af flygtninge og indvandrere. En opfattelse som gennemsyrer behandlingen.
- Der er kommet et menneskesyn, som virker anderledes. Hvor den måde, vi synes, vi skal behandle hinanden på, ikke gælder for etniske minoriteter. Vi har skabt to standarder for, hvilken opførsel der skal gøre sig gældende, sagde han.

Kamal Qureshi pointerede, at dette menneskesyn gør sig gældende i alle faggrupper, såvel hos politikere og jurister som politi og andre. Et menneskesyn, som forplanter sig ned i systemet og har betydning for behandlingen af flygtninge.
- Det, I oplever som irriterende eller frustrerende er ikke tilfældigt. Hvorfor får eksempelvis politiet ikke undervisning i, hvordan man er politibetjent i et samfund med flere etniske grupper, eller hvordan man håndterer asylansøgere, spurgte Kamal Qureshi.

Kjeld Holm mente, at det menneskesyn, som synes at præge det danske samfund, skal ses som et udtryk for magtesløshed.
- Når man har svært ved at se udveje i en situation, så dæmoniseres den. En filosof sagde engang, at enhver epoke har sit specielle ansigtsudtryk. Jeg tror, at angsten for det fremmede er vor tids, sagde Kjeld Holm.

Speciallæge og konsulent, Bente Rich, konstaterede, at vores menneskesyn har ændret sig gennem historien og derfor kan ændre sig igen.
- Vi har før ændret menneskesynet. Jeg synes, at vi skal prøve at gøre det igen, sagde hun.
Hendes forslag blev mødt af en samtykkende brummen fra salen. Men hvordan påvirker man et samfunds menneskesyn?

Det tavse flertal
Der er brug for målrettet undervisning af de faggrupper, som kommer i kontakt med gruppen af traumatiserede flygtninge og indvandrere, fastslog Kamal Qureshi.
- Man må se på hvilken viden, der er vigtig for de forskellige faggrupper. Hvilken viden der f. eks. er vigtig for politiet, sagde han.

Karen Klint, repræsentant for Socialdemokraterne, bl.a. i Folketingets udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik, pegede på, at de faggrupper, som har problemstillingerne på tæt hold, må være bevidste om at dele deres viden med det politiske system.
- Udnyt jeres politiske muligheder. Eksempelvis har man ret til at foretræde 15 min. for et udvalg i Folketinget. Vi har brug for jeres viden. Udnyt de handlemuligheder, I har, sagde hun.

Kamal Qureshi understregede ligeledes vigtigheden af at udbrede sin viden. Han pegede på, at der også ligger en opgave for de involverede faggrupper om at blande sig i den offentlige debat og dermed skabe et modbillede til det negative billede af flygtninge og indvandrere, som man tit møder i pressen. Den offentlige debat er præget af et mindretal, som råber op og får alt for megen magt, fordi der ikke er nogen til at modsige dem. De kommer til at sætte dagsordenen, påpegede han.
- I fylder ikke særlig meget i offentligheden. Bolden ligger på jeres banehalvdel, men forbavsende få deltager. Hvis I vil ændre kursen, så fat pennen, opfordrede han.

Clea Jerlang