Når traumer griber om sig

Tusinder af flygtningebørn lever sammen med traumatiserede forældre eller har selv været udsat for traumatiske oplevelser så som at have været vidne til tortur af deres forældre. Børnene er stærkt belastede og har brug for hjælp, men ofte kommer den aldrig.

Hvad gør man, hvis man ud over kufferten med yndlingskjolen, de tre praktiske par bukser og billedet af bedstemor kommer til Danmark med yderligere bagage. Hvis man eksempelvis har været vidne til, at ens mor blev massevoldtaget, eller at ens far blev hentet midt om natten for aldrig at vende tilbage.

Alt for mange børn, der er kommet til Danmark som flygtninge, lever i skyggen af traumatiske begivenheder, som enten de selv eller deres forældre har været udsat for.

Else Ryding, psykolog i ’OASIS – Behandling og rådgivning for flygtninge’, beskæftiger sig til daglig med integration og flygtningebørn og har derfor problemstillingen på tæt hold. Omkring 88 procent af de flygtninge, der henvises til OASIS, har været udsat for så store psykiske belastninger – eksempelvis i form af tortur – at de lider af svær angst, mild depression og adfærdsforstyrrelser. Sådanne symptomer kaldes for ’Post-Traumatic Stress Disorder (PTSD).

Mangel på forståelse
- Et barn, der har oplevet en traumatisk begivenhed, eller som lever sammen med forældre, der lider af PTSD, er meget belastet. Angst kan i perioder helt overtage barnets bevidsthed, fortalte Else Ryding.
Belastningen kan afhjælpes gennem terapeutisk indsats, men alt for få får disse tilbud. Ifølge Else Ryding, fordi der er mangel på viden om traumer og deres ødelæggende konsekvenser.
- Man forstår ikke alvoren af det, og ofte synes man, at det er for dyrt at sætte ind med behandling, forklarede hun.
Konsekvensen af, at børnene ikke får den hjælp, de har behov for, er, at traumatiseringen kommer til at præge hele barnets udvikling, og symptomerne risikerer at sætte sig som karaktertræk.

I skolen kommer traumatiseringen ofte til udtryk gennem tilbagetrukkenhed fra de andre børn og gennem indlæringsvanskeligheder. Men fordi lærerne og pædagogerne ikke kender tegnene på traumatisering, bliver børnene ikke forstået og får derfor ingen relevant hjælp, fortalte Else Ryding.
- Lærernes reaktioner er mange gange præget af afmagt og frustration, fordi de ikke forstår barnets adfærd. Barnet bliver ofte klassificeret som asocialt og utilregneligt, sagde hun.

Viden og dialog ønskes
For bedre at kunne identificere og forstå børn af traumatiserede, må lærerne gøres opmærksomme på signalerne gennem oplysning på seminarerne, pointerede Else Ryding. Det er imidlertid ikke kun lærernes manglende opmærksomhed, der er problematisk. Det er også et problem, at børnene ofte udsættes for en negativ opmærksomhed. Else Ryding pegede således på, at marginaliseringen af flygtninge i Danmark ligeledes bidrager uhensigtsmæssigt til børnenes situation.
- Det er ødelæggende for identiteten, når man oplever, at man ikke er ønsket og samtidig ikke har nogle steder at gå hen. Samtidig giver fremmedhad fribillet til psykisk og fysisk voldelig adfærd over for flygtninge, sagde hun.

Else Ryding påpegede, at der i fremtiden er brug for et meget tættere samarbejde mellem skolerne og socialforvaltningerne. Ofte ved socialforvaltningerne nemlig godt, hvad der foregår i de traumatiserede hjem. Derudover er det vigtigt at skabe kontakt til forældrene.
- Traumatiserede forældre har svært ved at være de forældre, de gerne vil. Børnene bliver overladt opgaver, der ellers hører voksenlivet til, og de må klare deres problemer på egen hånd. Vi må sørge for, at forældrene ikke bliver magtesløse over for deres børns trivsel ved at tage initiativ til dialog, sagde hun.

Clea Jerlang