Tolkning
Translatør, lektor Nina Hamerik

De kulturelle barrierer mellem kliniker og patient, bliver ikke mindre af, at parterne ofte taler forskelligt sprog. Sprog- og kommunikationsproblemer udgør et af de centrale problemer inden for transkulturel psykiatri. Det kom tydeligt til udtryk på temadagen, hvor brug af tolke var et gennemgående tema: Mangel på kvalificerede tolke. Tolke som ikke oversætter korrekt. Tolke som kommer med personlige kommentarer, og tolke som udelader væsentlige oplysninger i oversættelsen. Der kan opstå mange problemer, når en tredjepart er nødvendig for at formidle dialogen mellem patient og behandler. Lektor og translatør, Nina Hamerik, stillede skarpt på problemstillingerne i en arbejdsgruppe om tolkning. Hun lagde ud med at fortælle en historie fra hendes mangeårige gang på de danske hospitaler.

En overlæge brokker sig, fordi hendes patient snakker og snakker, mens tolken næsten ikke siger noget. Lægen spørger tolken, hvorfor han ikke oversætter alt, hvad patienten siger, hvorefter tolken kigger forundret på lægen og svarer, ”jamen, du kan da ikke forvente, at jeg skal oversætte alt det sindssyge sludder”.

Nina Hameriks anekdote demonstrerer et af de problemer, som er forbundet med tolkebistand. Nemlig, at mange tolke mangler viden om psykiatri og derfor ikke forstår nødvendigheden af, at alt bliver oversat præcist.

Manglende krav
Der bør være kvalificerede uddannede tolke for etniske minoriteter. En af de største barrierer er, at der ikke findes noget formaliseret udannelsesforløb for tolke. De behøver ingen autorisation. Alt, hvad de behøver, er en ren straffeattest. Som konsekvens af, at der ikke er nogle krav om uddannelse, er der store svingninger i kvaliteten af tolke. Resultatet er, at der bliver skabt en stor usikkerhed hos læger og andre behandlere i sundhedssystemet. En usikkerhed, som i sidste ende rammer patienten.

Manglen på kompetente tolke kan vanskeliggøre og forlænge behandlingen, vurderede en overlæge.

En løsning på problemet med kvalificerede tolke kunne være at have en fast tolk tilknyttet de psykiatriske afdelinger. Men en sådan løsning er heller ikke uproblematisk.

Tolken kan mangle den nødvendige distance, hvis hun er blevet en del af institutionen. Det kan medføre, at patienten kommer i tvivl om, hvorvidt læge og tolk er den samme, eller om de er adskilte, sagde en læge.

Andre mente imidlertid, at det kan være en stor fordel at have en fast tolk tilknyttet, fordi tolken dermed er bekendt med psykiatriske problemstillinger og kender fagsproget.

Giv os uddannede tolke
Spørgsmålet, som uundgåeligt trængte sig på hos arbejdsgruppen, var, hvordan den svære situation kan afhjælpes. Rundt om bordet prøvede man at komme med ideer :

• der er brug for et tolkekorps med særlig tilknytning til psykiatrien
• tolkene kunne tage en efteruddannelse i psykiatri
• man kunne danne et samarbejde mellem amter omkring tolke

Nina Hamerik pegede på, at man kan iværksætte et testapparat, der tester tolkens kvalifikationer.

Derudover kunne man etablere et lærerkorps, der rejser rundt og underviser. Man kunne eventuelt lægge tolkeuddannelsen på de sociale højskoler, som lærerkorpset kunne rejse rundt til, påpegede hun.

Alle i arbejdsgruppen var enige om, at det set i et fremtidsperspektiv er af bydende nødvendighed, at man i politisk regi får øjnene op for, at der må gøres noget. Der må etableres et formaliseret uddannelsesforløb for tolke. Men indtil veluddannede tolke bliver en realitet havde Hamerik et andet forslag.

Tag en snak med tolken inden samtalen med patienten og også en opfølgningssamtale, hvor I snakker om, hvordan samtalen gik, og hvad I skal huske til næste gang, sagde hun.