Problemer med brug af tolke griber også på andre måder ind i behandlingen af patienter.
Speciallæge i psykiatri, Armando Baéz, påpegede således, at etniske minoriteter sjældent får tildelt en kontaktperson, selvom dette ellers er kutyme på de fleste psykiatriske afdelinger. Kontaktpersonen er en person fra afdelingen - det kan være en sygeplejerske eller ergoterapeut - som har en støttende funktion for patienten, men ikke et behandlingsansvar. De udgør altså en menneskelig kontakt, som patienten frit kan benytte sig af ud fra sine individuelle behov. Men fordi der ikke er tradition for at tilknytte tolk til andre faglige grupper end læger, har etniske minoriteter ofte ingen kontaktperson.

Baéz er uddannet i Mexico og arbejder på Rigshospitalet i et såkaldt ’Transkulturelt ekspertteam’. Eksperttemaet er blevet oprettet på baggrund af, at flere og flere af patienterne med psykiske lidelser tilhører en anden kultur end den danske. Etniske minoriteter udgør 23 procent af patienterne på Rigshospitalets distriktspsykiatriske center i Møllegade.

En af de metoder, som eksperttemaet benytter sig af, er et skema, hvor patienten bliver bedt om at komme med oplysninger om forhold så som oprindelsesland, etnisk tilhørsforhold, uddannelse, religion og familieforhold.

Inden vi mødes med patienten prøver vi at få så meget at vide om ham eller hende som muligt. Skemaet supplerer os med vigtige oplysninger. Oplysninger som ville være banale, hvis det var danske patienter, men som har stor betydning, når patienten kommer fra en anden kulturel baggrund. Oplysningerne hjælper ekspertteamet med at sætte sig ind i patientens tilstandsbillede. Det har eksempelvis stor betydning, om en patient er kommet til Danmark som flygtning, indvandrer eller gennem familiesammenføring - eller om patienten har oplevet tortur. Det er vigtige faktorer, som betinger deres psykiske tilstand og dermed deres diagnose.

Skab tillid
En overlæge i arbejdsgruppen ville gerne høre, om der var andre, der havde erfaringer med at lave gruppeforløb for deres patienter. Hun fortalte, at der er store lighedspunkter mellem de problemer, som mange af hendes kvindelige patienter tumler med. De ville have stor gavn af at snakke med hinanden, mente overlægen, men hun vidste ikke, hvordan hun skulle etablere denne kontakt. Ofte er patienterne nemlig angste for at nogle i omgangskredsen får noget at vide om problemerne.

En sygeplejerske i gruppen fortalte, at de har prøvet at omgå problemet ved at etablere grupper med andet indhold end det psykologiske, eksempelvis hovedpinegrupper eller afspændingsgrupper. Grupper, som kvinderne oplever som mere legitime at være med i, og som giver dem en mulighed for at tale sammen.

Arbejdsgruppen var enige i, at det er spændende og udfordrende at arbejde med etniske minoriteter. Men arbejdet er til tider også frustrerende, fordi de kulturelle forskelle kan opleves som et hindring for at give patienten den optimale behandling.

Som respons herpå, pointerede Armando Baéz, at det er vigtigt ikke kun at se på forskellene, men også på lighederne mellem én selv og patienten. ”Det er vigtigt, at vi fokuser på de faktorer, som vi har tilfælles med patienterne. At etablere et tillidsforhold til patienten er nøglen. Hvis der er skabt tillid, har man allerede gang i behandlingen, pointerede han.”