Det transkulturelle terapirum


Kultur og psykoterapi

Hvad gør man som terapeut, når patienten fortæller, at hendes problemer er udløst af Guds vrede? Når man mødes af en kulturel mur af tavshed, eller når religion fordømmer enhver tale om fortiden. Kort sagt, hvad gør man, når ens verdenssyn og terapeutiske metoder tilsyneladende kommer til kort?

Når terapeut og patient står med fødderne solidt forankret i 2 forskellige kulturer med hver deres sprog, traditioner og erfaringer, kan det skabe en kløft i det terapeutiske rum. En kløft, som udgør en udfordring for etableringen af den tillid og forståelse, som er forudsætninger for et vellykket terapiforløb. Udfordringerne er mange.

Al terapi bygger på det faktum, at vores tænkning, følelser og adfærd er guidet af vores forestillinger om virkeligheden, dvs. den mening vi tillægger begivenheder og oplevelser snarere end deres objektive tilstand. I forhold til patienten gælder det således, at dennes fortællinger afspejler virkeligheden som denne bliver meningsfuld i forhold til hans eller hendes forståelse af sig selv i verden.

Som terapeut lægger man sjældent mærke til måden, hvorpå patienten er influeret af meningssystemer, fordi man er bærer af samme kulturelle meningssammmenhænge og symboler. Fordi kultur er noget ubevidst. Men i det transkulturelle terapirum bliver det usynlige synligt. De kulturhistoriske meningskonstruktioner, som er indlejret i vores sprog, i vores erfaringer og i forståelsen af os selv og vores omverden, de træder frem i mødet.

Det spørgsmål, som nødvendigvis rejser sig er derfor: Hvis patienten og terapeutens menings- og fortolkningsramme er vidt forskellige, hvordan kan patienten i det terapautiske rum få oplevelsen af at ’give mening’ både over for sig selv, over for terapeuten og ud fra den kulturelle ramme, som patienten er forankret i?

Der kan ikke gives entydige retningslinjer for den gode kliniske praksis. Overordnet set gælder det om både at være opmærksom på, at kulturelle forhold indgår som konstituerende elementer i et menneskes tilblivelse og opfattelse af verden og samtidig ikke blive for fokuseret på betydningen af den kulturelle forskel. Sagt med andre ord: At patientens kultur er anderledes end terapeutens må ikke føre til en ydre generalisering, men må derimod bruges til at stille hypoteser og spørgsmål omkring individets oplevelser for derigennem at forstå patientens konstruktion af mening (Østby 2001:2).

Det handler om at se på det enkelte menneske frem for at fokusere på kulturen. Hvis man fx møder en tyrkisk patient, må man være opmærksom på, at patienten ikke kun er tyrker, men også har mange andre identiteter, tilhører mange andre fællesskaber og dermed kulturer. I mødet med patienten af anden etnisk baggrund  må man være åben for patientens egen kulturelle forståelse og tilhørsforhold.

Eksempelvis vil tabsoplevelser universelt påvirke menneskers følelsesmæssige tilstand, men kultur kan influere på oplevelsen af tab i den forstand, at den betydning, som tillægges tabet kan variere fra kultur til kultur. Således kan isolation fra familie og tab af social rolle opleves som et større tab for flygtninge, der kommer fra en sociocentrisk kultur end hos personer, der kommer fra en mere individorienteret kultur.

Et andet eksempel kunne være, at hvis man ud fra et vestligt ståsted finder reaktioner som håbløshed, passivitet og nedtrykthed hos patienter med minoritetsbaggrund, betyder det ikke nødvendigvis, at symptomerne har det samme meningsindhold for patienten som for terapeuten. Det er derfor vigtigt at undersøge, hvilken betydning disse symptomer har for patienten.

Kulturel betinget sygdom og psykoterapeutisk behandling

Kulturelle normer er medbestemmende for, hvad der bliver anset for acceptabel adfærd. Det samme gælder for sygdom og lidelse. Kultur præger den måde, hvorpå psykiske lidelser udvikler sig, udtrykkes og forløber. Terapeuten og patienten tilhører to forskellige kulturer med dertilhørende værdier, normer og forskelle i forståelse af, hvad der udgør Selvet, og hvad der udgør legitim lidelse. Kulturelt funderede synspunkter vedrørende sygdomsadfærd, og hvad der udgør legitim lidelse er således dybt integreret i både terapeuten og patienten.

Som terapeut betyder dette en konstant udfordring af egen kultur, når han/hun ikke forstår patientens  reaktioner. Det kræver fleksibilitet, varme og empati at møde patienten i hans eller hendes verden uden, at terapeuten mister sin egen integritet i hendes professionelle og personlige verden. For at skabe et godt terapiforløb er det nødvendigt, at terapeuten empatisk og kulturelt sporer sig ind på patienten (Kastrup og Arcel 2004). Den kulturelle sporing skal ses som den proces, hvori en terapeut og en patient fra to forskellige kulturelle baggrunde søger at:

• etablere et fælles grundlag for at forstå, definere og redefinere patientens problemer.
• forhandle sig frem til en enighed vedrørende de terapeutiske målsætninger. Forhandlingsprocessen kræver en ekstra indsats af begge parter på grund af deres forskellige kulturelle forankringer. Det er terapeutens opgave at lette denne opgave.

Den kulturelle sporing er specifikt rettet mod:

• at reducere magtbalancen mellem terapeuten og patienten. Det betyder, at terapeuten hovedsageligt skal lytte til og kunne rumme patientens synspunkter, selvom disse synspunkter ikke er i overensstemmelse med terapeutens egne.
• at respektere mangfoldighed. Dette indebærer, at terapeuten ikke bliver defensiv, undgår at generalisere og overpersonalisere. Det er også betydningsfuldt ikke at tage afstand fra patienten, selvom denne  opfører sig på en anden måde end terapeutens kulturelle norm foreskriver.

• at overkomme undertrykkelse i patientens liv ved at støtte hans eller hendes 'empowerment'  uden samtidig at bidrage til yderligere undertrykkelse ved at forkaste klientens egne værdier