Det transkulturelle terapirum

Psykoterapeutisk alliance

At etablere en terapeutisk alliance kan ses som en måde at etablere en alliance på tværs af forskellige forståelsesmodeller – på den ene side patientens subjektive oplevelse og forståelse af sin situation og på den anden side terapeutens professionelle og videnskabelige forståelse og kategorisering af problemet. I alle terapeutiske sammenhænge vil dette være en udfordring – også når patientog terapeut har samme referenceramme. Men denne udfordring bliver endnu større, når klient og terapeut er forankret i vidt forskellige kulturelle traditioner; når opfattelsen af sygdom, af problemer, af årsager og ændring kan stå ganske langt fra hinanden (Sveaass 2002:35).

Når kommunikation og alliance skal etableres på tværs af kulturelle forestillinger og traditioner, kræves specielle forudsætninger og opmærksomhed. Blandt andet er det vigtigt at kende til og udforske det sprog, patientens anvender til at beskrive sin lidelse, særligt når det gælder såkaldte kulturelle lidelser. Terapeuten forståelse af problemet må ligeledes have en form for gyldighed for patienten. Dertil kommer, at terapeuten hele tiden må reflektere over sin egen rolle, sociale baggrund, kultur, økonomisk status, religion, uddannelse, egne fordomme og professionel magt (ibid).

Terapeuten må møde patienten åbent, udforskende og spørgende ud fra ønsket om at vide, hvordan forskellige fænomener ser ud i klientens verden. Terapeutens ekspertise ligger ikke i at være ’expert healer’ og vide bedst, hvad der er godt for klienten eller have svar på vanskelige spørgsmål. Det drejer sig snarere om respekt, empati, tryghed omkring sin egen rolle og nysgerrighed over for den andens person og den andens liv og erfaringer (Sveaass 2002:34).

Allianceopbygning og selvbestemmelse

Flygtningens dagligdag kan være præget af så mange vanskeligheder – knyttet til migrationen – at de psykologiske aspekter ved tilværelsen fylder meget lidt i forhold til de konkrete problemstillinger flygtningen sidder med. Flygtningen sidder således ofte i en meget stresset og belastet livssituation (Sveaass 2002:38). Et grundigt arbejde med allianceopbygningen er vigtigt i denne sammenhæng, så de forskellige forudsætninger for mødet mellem patienten og terapeuten bliver del af udforskningen.

Flygtninge beskriver ofte deres liv som præget af afmagt og manglende kontrol. Oplevelse af afhængighed og passivitet dominerer deres livssituation. At arbejde med alliancer på en måde, som tydeliggør og understreger deres egen styring og indflydelse på den retning, deres liv tager, kan blive en del af en meningsskabende proces. Eksempelvis ved at flygtningen selv indkredser og identificerer både løsninger og problemforståelse ved sin livssituation, og at de skridt som videre tages bliver til i et samspil mellem dette, og hvad der praktisk er muligt. På denne måde bliver de kulturelle, sproglige og sociale udfordringer en del af den terapeutiske proces (Sveaass:2002:38).

Det transkulturelle møde udfordrer både terapeut og klient i forhold til åbenhed, vilje til at udforske relationen samt at finde grundlag for samarbejdet.

Terapeutisk allianceopbygning i forhold til patienter udsat for menneskerettighedskrænkende oplevelser

I terapi med patienter, som har været udsat for grove menneskerettigshedsbrud, og som har en anden kulturel baggrund end terapeutens egen, udgør opbygningen af den terapeutiske alliance en særlig udfordring:

Her er det vigtigt, at terapeuten opgiver sin traditionelle neutrale positionering og klart tilkendegiver sit standpunkt over for patienten. Hvis fx en bosnisk kvinder er blevet voldtaget af serbiske soldater vil det være led i allianceopbygningen, at behandleren indtager et klart standpunkt til overgrebet ved at tage afstand fra overgrebet og verbalisere, at ansvaret ligger hos de mennesker, som har begået overgrebene og deres politiske system. Terapeuten må således positionere sig eksplicit i forhold til patientens erfaringer og den politiske og historiske virkelighed (Sveass 2002:40). Med andre ord må den forfulgte og terapeuten befinde sig på samme side i kampen mod undertrykkelse for at opbygge den nødvendige tillid og tryghed i relationen (ibid).

Målet med denne form for allianceetablering er dermed at opbygge en forståelse af det, der er sket både før og efter i et menneskerettighedsperspektiv. Derfor er det vigtigt at indtage en solidarisk og ikke-neutral holdning i stedet for den traditionelle neutrale position. Herigennem etablerer terapeuten sammen med patienten et perspektiv, hvor problemerne forstås som systemskabt, hvor kampen mod undertrykkelse bliver et fælles anliggende, og hvor terapeuten indtager et moralsk og etisk standpunkt mod undertrykkelsen, volden og lidelsen (Elsass 1995 i Sveass 2002:40). Hvor langt og på hvilken måde terapeuten forlader den neutrale position må være op til den enkelte terapeut at vurdere.

Alliancebygning som del af ny meningskonstruktion

I det transkulturelle terapirum vil terapeuten ofte møde mennesker, som har været udsat for alvorlige menneskerettighedskrænkende oplevelser. Oplevelser af voldsom traumatisk karakter, som er karakteriseret ved at være målrettede og bevidst påført, og hvor smerte, ydmygelse og krænkelse udgør målet. Tortur og mishandling tilstræber at nedbryde menneskets selvfølelse, selvværd og mellemmenneskelige relationer. Dette udgør en stor udfordring for den terapeutiske relation.

Selve etableringen af den terapeutiske alliance udgør en essentiel del af fundamentet for behandlingen af mennesker, som har været udsat for systematisk nedbrydning af tillid til sine medmennesker og sin omverden. Den terapeutiske alliance, som opbygges inden for rammerne af det terapeutiske rum, kan blive den arena, hvor traumatiserede mennesker igen mødes med respekt og værdighed. Terapien har som mål at genopbygge det, som overgrebene har ødelagt. Alliancebygningen bliver dermed et vigtigt skridt i denne proces (Sveass 2002:41).

Et andet aspekt af allianceopbygningen er knyttet til det forhold, at den traumatiserede flygtning ofte har forladt den alliance og det fællesskab i hjemlandet, som var meningsskabende, og som dermed også udøvede en form for beskyttelse i forhold til krænkende og voldelige hændelser (Sveass 2002:42). Når mennesker rammes kollektivt af en katastrofe og dermed sammen kan skabe en forståelse af det hændte, vil reaktionerne eller skaderne på hændelsen ofte være mindre (ibid).

I forhold til mennesker, som har været udsat for tillidsnedbrydende oplevelser, kan selve det, at terapeuten forsøger at arbejde med egne forestillinger for at komme patienten i møde samt patientens oplevelse af at blive set, bekræftet og respekteret af terapeuten have terapeutisk betydning i sig selv.

Valg af terapeutisk metode

Forskning i psykoterapi viser generelt, at det er terapeutens person, klientens egne ressourcer og forholdet mellem disse, som er mest vigtig for terapi. Valget af teoretisk retning og behandlingsmetode har mindre betydning (Jørgensen, 2000, Hougaard, 1993 i Østby 2001:6). Spørgsmålet bliver, hvordan terapien fører til ændring og bedring af klientens håndtering af sit liv. Det er op til den enkelte fagperson at stille de relevante spørgsmål i forståelsen af den enkelte patients symptomer og oplevelser (Østby 2001:6).